Gå til hovedindhold

Kursus Trivsel er en kunst – Musik, billedkunst og drama med børn og unge i udsatte positioner

Lær at skabe inkluderende fællesskaber gennem musik, billedkunst og drama for børn og unge med autisme, ADHD og særlige behov.

Om kurset

På dette kursus bliver du en del af et praksisnært lærings- og udviklingsfællesskab, hvor vi undersøger, hvordan musik, billedkunst og drama kan skabe trygge deltagelsesmuligheder og styrke trivsel, handlekraft og fællesskab for børn og unge med autisme, ADHD og andre særlige behov.

Kurset kombinerer kunstpædagogik, specialpædagogik og forskningsbaserede metoder, så du kan omsætte ny viden direkte til din egen undervisning og pædagogiske praksis.

Kursusforløbet bringer dig gennem "5 skridt på 5 dage", der starter med det brede samfundsperspektiv på trivsel og inklusion og bevæger sig frem mod udviklingen af din egen daglige praksis.

Du introduceres til metoder fra kunstpædagogik, specialpædagogik og Nest (mellemformer), som kan anvendes i undervisning og aktiviteter på tværs af specialklasser, musik- og kulturskoler, grundskoler samt SFO- og klubtilbud.

Som en del af forløbet arbejder vi med metoderne Selvstudieforskning, Reflekterende Teams og Design Based Research, der giver redskaber til at undersøge, udvikle og kvalificere egen undervisning i samspil med medkursister og undervisere.

Lær af dokumenterede praksiserfaringer

Kurset gennemføres i samarbejde med partnerskabet Trivsel er en Kunst, som de seneste år har udviklet praksisnære tilgange til at styrke børn og unges trivsel gennem kunst og kultur. På tredje kursusgang besøger vi Aarhus Musikskole, hvor du får indblik i deres lokale indsats og kunstpædagogiske arbejde med trivsel og fællesskaber.

Undervejs anbefaler vi udvalgte tekster, videoer og podcasts til inspiration og selvstudie. Det er op til dig, hvor meget du ønsker at fordybe dig i materialerne mellem kursusgangene.

Tobias Winberg, Pædagog i gruppeordning og musikunderviser

"Kurset har givet mig nye perspektiver og konkrete idéer til at arbejde med musik og kreative processer. Jeg føler mig bedre rustet til at koble de pædagogiske og kunstneriske elementer sammen i min praksis."

Læs mere om, hvad Tobias har fået ud af kurset.

René Kowalczyk, Guitarlærer og freelance musiker, Gentofte Musikskole/Næstved Musik Aftenskole

"Kurset har givet mig en bedre forståelse for, hvordan jeg kan finde den rigtige læringsmetode for den enkelte elev. Det har styrket min faglighed og mit mod til at afprøve nye tilgange i undervisningen."

Læs mere om, hvad René har fået ud af kurset.

Jakob Kristensen, Illustrator, maler og underviser i tegning

"Jeg tænker mere over de valg, jeg tager i undervisningen. Kurset har gjort mig mere bevidst om at skabe genkendelige rammer og tilpasse opgaverne, så flere børn kan lykkes."

Læs mere om, hvad Jakob har fået ud af kurset.

Mille Søndergaard, Billedkunstner og kunstformidler

"Jeg er blevet bedre til at skabe læringsrum, der styrker fællesskabet og giver flere børn og unge mulighed for at deltage gennem kunsten."

Målgruppe

Kurset henvender sig til fagprofessionelle, der arbejder med børn og unge gennem kunstneriske, kreative eller æstetiske fag.

Det er særligt relevant for:

  • Musikskolelærere
  • Kulturskoleundervisere
  • Billedkunstlærere
  • Dramapædagoger
  • Kunst- og kulturformidlere
  • Pædagoger
  • Lærere
  • Specialpædagogiske medarbejdere

Kurset er især for dig, der ønsker at styrke dine kompetencer i arbejdet med børn og unge med autisme, ADHD eller andre udfordringer, og som vil skabe mere inkluderende og trivselsfremmende fællesskaber.